Hvilket foder er godt for skildpadderne?

Sydeuropæiske landskildpadder er vegetarer. Men dette på trods tror jeg næsten, at de spiser alt, hvad vi byder dem, nemlig også foder, som er mere til skade end til gavn for skildpadderne. Derfor er det vigtigt, at vi, som har dem i vores varetægt, fodrer dem med det rigtige foder. Og det er vigtigt, at de ikke bliver overfodret.
 

Der er særligt to forhold, der er bundet op på dette med dette med foder, og det er, at skildpadderne ikke må vokse for hurtigt, og de skal fodres med foder, der gavner bakteriefloraen i tarmsystemet og ikke det modsatte.
 

Hvad angår foder til skildpadderne, er det vigtigste foder stråfoder, nemlig godt proteinfattigt hø. Igennem høet kan de optage kalcium og de vigtige plantefibre, men også vitaminer. I den fri natur lever skildpadder i det store hele af udtørrede urter og græsser, som minder lidt om hø.
 

Et næsten uundværligt foder er pressede vilde urter i pille form, nemlig Pre Alpin i opblødt tilstand. Unger som ikke kommer i dvale i vintersæssonen skal udelukkende fodres med Pre Alpin og tørrede ukrudtsblade samt lidt hø.
  

Som vitamintilskud kan tilføres et vitamin og mineralpulver Vi-Spu-Min. Dette pulver indeholder D3 vitaminet. Tilskud af vitaminpulver vil være afhængig af UV-belysningen og må ikke overdrives. En gang hver anden uge vil nok være passende.
 

Skildpadderne skal også fodres med grønt. Her er det vigtigt, at man kun giver dem mulighed for at indtage græs og ukrudt. Det kan f.eks. være mælkebøtte, skørtidsel,  vejbred, døvnælder og fuglegræs m.m.
 

Det er meget vigtigt, at de ikke bliver fodret med dyrket frugt, grønt og rodfrugter som f.eks. æbler, pære, tomater, icebergsalat, kål, m.m.
 

Fodres der med dyrket frugt og grønt, indtager skildpadderne for mange kulhydrater, for mange sukkerstoffer, - og for meget protein.
 

De får ødelagt den livsvigtige bakterieflora i tarmsystemet. De vil vokse for stærkt. De får deforme skjolde. De får i det hele taget et dårligt liv.
 

Skildpadder skal vokse langsomt. De skal fodres med det rigtige foder. Og ungerne skal kun fodres hver anden dag (eller have mindst 3 fastedage om ugen).
 

Mine skildpadder får fastedage. Avlsdyrene to dage om ugen. Ungerne tre fastedage om ugen.
 

De har altid adgang til godt hø. Og avlsdyrene vil altid kunne græsse i ude-anlægget.

Hvad angår vand, er der blandt opdrættere lidt delte meninger om, hvor vidt skildpadder skal have tilgang til vand. Jeg giver mine skildpadder vand - men under kontrollerede forhold. Drikker ungerne vand med deres efterladenskaber, kan de blive syge.